Guide til skift af pedaler på cykel

Guide til skift af pedaler på cykel

Du behøver ikke at sende din cykel til cykelmekanikeren for at få skiftet pedaler på din cykel. Denne guide viser dig hvordan du med det rette værktøj nemt udskifter pedalerne på din cykel.

Hvad skal du bruge for at skifte pedaler?

Der er flere typer pedaler og måder hvorpå de monteres på pedalarmene. Nogle monteres med en pedalnøgle eller fastnøgle, andre med en umbraco nøgle, og i enkelte tilfælde, en kombination af disse to.

Til afmontering og montering af pedaler skal du bruge følgende:

  • Pedalnøgle eller fastnøgle – 15 mm. F.eks. fra Park Tool
  • Umbraco nøgle – 8 mm
  • Klud til rengøring
  • Fedt til gevind. f.eks. fra Finish Line

Afmontering af pedaler

Til afmontering af pedalerne skal du bruge den pedalnøgle eller umbraco nøgle der passer til pedalerne. Der er forskel på hvilken vej du skal løsne pedal gevindet alt efter hvilken side af cyklen det er.

En huskeregel er at når du skal løsne, skal der drejes modsat den vej som hjulet kører rundt. Dette gælder for pedalerne i begge sider.

“Drej modsat den vej hjulet kører rundt for at løsne”

De gamle pedaler kan sidde godt fast. Vend pedalarmen så den peger nedad og sæt så pedalnøgle/fastnøgle vinkelret på pedalarmen. Så kan der lægges flere kræfter i.

Når pedalerne er afmonteret renses gevindet på pedalarmen.

SE OGSÅ: Pedaler til racercykel – Valg af klikpedaler

Montering af pedaler

Start med at smøre pedalernes gevind med fedt, så er de nemmere at afmontere på et senere tidspunkt.

Ved montering af pedalerne skal du være opmærksom på at visse modeller har venstre og højre pedaler, typisk angivet med L/Left og R/Right. Dette er f.eks. tilfældet for Speedplay pedaler.

Når pedalernes gevind er smurt med fedt, skrues de på ved at dreje i samme vej som hjulet kører rundt. Dette gælder for pedalerne i begge sider.

“Pedalerne monteres ved at dreje gevindet i samme retning som hjulet kører rundt”

Spænd efter med pedalnøgle/fastnøgler eller umbraco nøgle alt efter pedal type. Det er ikke nødvendigt at spænde pedalerne hårdt, da det er selvspændende når du cykler.

Spænd evt. ifølge pedalernes specifikation hvis der er angivet hvilket moment de bør spændes ved.

Efter montering fjernes evt. overskydende fedt.

Justering af pedal fjederen

Har du monteret nye klikpedaler på cyklen, bør du kontrollere og evt. justere hårdheden af fjederen der bestemmer hvor hårdt det er at klikke ud af pedalen.

Kan fjederen justeres på dine pedaler, gøres det typisk med en lille umbraco nøgle på den bageste del af pedalen. Prøv dig frem så du ubesværet kan komme ud af pedalen ved at vride hælen udad.